Qviddren i Kløvermarken. Han kom til en liden Sø, ved hvis Brev han besluttede at hvile en Stund. En forskrækket Irisk fløi ved hans Ankomst ud af Rørene, og Frøerne plumpede ubehændigen ned fra Brinken i Vandet. Han strakte sig paa en Græsbakke med Hovedet vendt nedad mod Søen, og stillede med den hule Haand sin Tørst. Derefter laae han i Selvbetragtninger og kastede afrevne Blomsterknopper ud til Frøen, som lokkedes til af Nysgjerrighed og greb dem i Flaben. Under denne Syssel bleve hans Tanker meer og meer drømmende, og han faldt tilsidst i en dyb Søvn. Det forekom ham, at han saae et deiligt Pigehoved med Guldhaar stige frem af Søen. — Sophie! raabte han, men Hovedet nikkede til ham med et skalkagtigt Smiil og dukkede ned i Vandet. Han stirrede længselsfuld ned paa Pletten, hvor hun var forsvundet, da ved den modsatte Brev Hovedet atter steeg frem og hviskede: Pi, Pi! — men han saae kun et Glimt deraf, før det atter forsvandt. Saaledes blev Synet ved at lege Skjul med ham. Snart bevægedes Sivlilien hist, snart her; men saa hurtig han kastede Øiet derhen, lod det atter Pi, Pi! og Hovedet var borte — kun de concentriske Ringe betegnede Stedet. Da blev han grebet af en fortvivlet Længsel. Han sprang ned fra Brinken, men uden at synke, thi Søen bar ham, forvandlet til en fast Grund. Han vandrede hen ad dette Krystalgulv mod et Slot, der reiste sig midt derpaa. Stolperne vare stivnede Solstraaler og Taget var forstenet Morgenrøde. Tusmørket faldt paa; han skimtede Synet svagere og svagere, indtil det reent forsvandt i den bælmørke Nat. Men Natten blev pludselig lys. Han saae i Veiret; Maanen var en stor Guldkane. Sophie kjørte deri over Skyernes Sneedriver. Han blev besjælet af en dristig Lyst til at flyve, og i Minutet følte han sig hævet” — —
Her er en Lacune i Texten, men af det Følgende kan man slutte sig til, at Sylvius er gledet ud i Vandet paa samme Tid,
