„gjør den skjønne Sophie en brændende Kjærligheds-Erklæring.” En ny Person fremtræder, svarende til Novellens Jens Hansen; hans Navn skal her vare unævnt, da Forf. er kommen for Skade at opkalde ham efter en af sine Bekjendtere, men han var et net Menneske. Dog havde han Fonteneller, og kunde ikke komme tilrette med at lære den nye Tro. Han paastod, at „man beder til Gud, fordi man føler sig at ligge varmt og godt under en Olmerdugs Dyne. Aahaa! og naar man engang kommer i Kjole, saa faaer man nok siden et godt lille Kald.” —
Det kan antages for afgjort, at Forf. ikke er kommen videre i Udarbeidelsen af dette Udkast end ovenfor angivet. Virkelig sees ogsaa af et andet Udkast, eller rettere af nogle løst henkastede Momenter, som dertil ere forhaanden i mutileret Tilstand, at han tidlig har bortkastet det historiske Staffelie. Helten hedder her Klinger, et Navn, som ogsaa tillægges ham et Par Gange i Novellen. Fruen paa Ravnshøi taler om Efterligning af Folkepoesie, og i hendes Selskaber finder en æsthetisk Underholdning Sted, som endog synes udvidet til Foredrag af studerede Taler. Det var maaskee ikke saa urimelig en Hypothes, om man vilde antage, at „Pedanten” (Novellens Licentiat) havde givet sin Skjerv med, ved at forelæse den statistiske Skildring af Lægdsgaarden i Ølsebymagle. Man tør maaskee finde det vel stærkt, at tiltroe ham en saa stor Productivitet; men vi give at betænke, at dette „grundige Stykke Arbeide” er skrevet fuldkommen i hans Forfattercharakteer, og at han ikke paa eengang er bleven til den fuldendte Typus, der staaer for os i Novellen. Hvorledes skulde han ellers have bragt det til Licentiatgraden i Medicinen? — Men lad dette vare som det vil, mere sikkert er det, at en Herre. maaskee en „virkelig Justitsraad”, i Fruens udsøgte Selskabskreds og, som det synes, under et Kirsebeertræ i Haven, har fremsagt en Tale om Poeternes Mængde. Af denne Tale: „Trøstegrunde over Poeters Mangfoldighed, en Priistale kronet i en Klub af
