§ 4. Religionen.
Jeg bemærkede med Rædsel et høist farligt Hang til Mysticisme hos Stedets Indvaanere. For ei at blive Læseren Beviset for saa dristig en Yttring skyldig, maa jeg ved en liden Episode fortælle, hvorledes jeg blev ledet til denne Opdagelse. — Hidtil have vi, som Læseren formodentlig erindrer, meest opholdt os ved Dagligstuen, der tillige er Spisestue og Soveværelse. Jeg begav mig herfra op gjennem Storstuen, hvor Brudesengen staaer paa Parade, herlig prydet med en Kniplings Hovedpude, der laae midt paa den bredstribede, høitsvulmende Overdyne. Herfra førte en grøn Dør mig ud i den Deel af Haven, som mere var helliget Skjønheden end Nytten. Pioner, Valmuer, Riddersporer, Tulipaner og Solsikker mylrede frem bag et Hegn af Buxbom, der naaede mig til Knæet. Jeg opdagede her i en Lønkrog et lidet Bed, hvori med Karse var saaet Bogstaverne S. K. Ufortøvet henvendte jeg mig til min Vertinde, Maren Lægdsmands, for at indhente en Forklaring over denne vegetabilske Inscription. Men til min Skræk paatog hun sig en hemmelighedsfuld Mine. „Det er Noget,” sagde hun, „som Jomfru Sine og jeg have mellem os.” Jeg maa her gjøre opmærksom paa, at Maren før sit Giftermaal havde været Amme hos en nærboende Landmaaler, og at hendes Pleiedatter Sine aflagde hyppige Besøg hos hende. Marens Miner lode mig ane noget særdeles Mysteriøst. Jeg gik tankefuld op og ned i Buxbomgangene, da jeg pludselig saae et blomstrende Pigebarn med Straahat paa Hovedet skjule sig bag en Hasselhække. Nysgjerrigheden førte mig hen imod hende. Hun forlod sin Stilling og søgte igjennem Blomstergangene at snige sig ind ad Storstuedøren. Jeg skyndte mig tilbage for at besætte denne Udgang. Ved et løseligt Overblik af det hele Terrain blev jeg vaer, at hun umuligen kunde undslippe mig, naar
