jeg blot afskar hende Veien til Døren. Vi legte nu mellem Blomsterqvarterenes mangfoldige Qvadrater et fuldstændigt Schak- eller Damspil. Ingen af os kunde flytte ind i de fiirkantede Blomsterbede, uden at anrette frygteligt Nederlag paa Tulipaner og Lilier. Vi maatte begge følge de Stier, som ved Buxbomhækkenes Flugt vare foreskrevne. Jeg havde to Planer for Øie: 1) stedse at rykke frem, for at fængsle Pigen i en Krog, 2) men tillige at spærre hver Adgang til Døren. Hun, som var mig deri overlegen, at hun kjendte Terrainet bedst, gjorde tidt et uformodentlig Træk, som satte mig i Forlegenhed og nær havde tilintetgjort mine Anslag. Men jeg benyttede mig da uden Betænkning af min Fordeel som Springer og satte dristig over een Qvadrat efter den anden, medens hun med de smaae Jomfruskridt i sin snevre Sirtses Kjole var nødt til at følge Landeveien. Saaledes blev Pigebarnet snart mat, og stod gandske raadvild i en Vinkelspids af Havegjærdet, uden at kunne flytte sig videre. Hun holdt med begge Hænderne i sit Bomulds Forklæde, som var fyldt med Lavendler og Ambra. Uden at see op, neiede hun og gjorde en Undskyldning, fordi hun ei var paaklædt. (Maaskee ønskede hun, liig en anden fangen Cleopatra, at lægge sin Seierherre i Lænker). Under disse hendes Ord fødtes en Rødme under de nedhængende blonde Lokker. Fossen af en Rosenstrøm styrtede ned over Ansigtet, Halsen og tabte sig under Silketørklædet. Ved at følge den med Øinene opdagede jeg en sort Silkelidse om Halsen, som ogsaa forsvandt den samme Vei. Dette Syn forjog enhver daarlig Tanke af mit Sind. En reen videnskabelig Interesse vaagnede igjen hos mig; den henrykte Tilskuer blev atter omskabt til Topograph. „Hvad hænger ved den sorte Lidse?” spurgte jeg mig selv. Forestillingen om de ærkekatholske Qvinder med Helgenbilleder paa Brystet paatrængtes mig mod min Villie. Jeg besluttede, hvad det end skulde koste, at have Lys i denne Sag. Tanken om den Skræk, hvori jeg ved en voldsom Undersøgelse vilde
