sætte den stakkels blufærdige Sine (thi jeg tvivlede ei længer paa, det var hende, jeg havde for mig), indgjød mig vel en flygtig Medlidenhed; men jeg fordrev den igjen ved den Betragtning: Forskeren bør qvæle al barnagtig Medynk. Zoologen sønderlemmer jo uden Betænkning levende Dyr, skulde da Topographen gjøre sig flere Skrupler, naar det gjælder en vigtig Undersøgelse? Jeg sagde til hende: „Smukke Sine! Forfærdes ei over det dristige Skridt, mine Studier nøde mig til. Operationen er snart foretaget, naar De ei forlænger Tiden ved forgjeves Modstand. Vær forvisset, Dem skal ikke times nogen Overlast. De skal være saa sikker, som da De laae ved Marens Bryst.” Idet jeg talte saa, greb jeg hende om Livet med min høire Arm. Hun havde ikke frit Brug af sine Hænder, da hun med dem begge holdt i det fulde Forklæde. I en temmelig determineret Tone sagde hun: „Hvad vil De mig?” og bøiede med det samme Hovedet langt tilbage, som for at undvige et Kys. Jeg rødmede over denne Misforstaaelse og var meget stødt over, at hun troede mit Hjerte saa let indtaget. Dog beholdt jeg saa megen Aandsnærværelse, at jeg uden Svar gav mig til med venstre Haand at heise den sorte Lidse i Veiret. Da hun mærkede min Hensigt, s1ap hun Forklædet med begge Hænder. De duftende Urter spredtes paa Jorden, og hun værgede sig som en vred Løvinde, idet hun uden Ophør skreg: „Lad mig være! det siger jeg Dem. Lad mig være!” Jeg, der ikke var belavet paa slig fortvivlet Modværge, maa tilstaae, at jeg var tilmode som en ung Feltskjær, der første Gang sætter Benet af en Patient. Sveden trillede mig ned af Panden. Jeg blev saa rørt, at jeg nær havde opgivet mit Forehavende, da til al god Lykke Tanken om mit Kalds Vigtighed indgjød mig Kraft til at fuldføre Daaden. Den spædlemmede Jomfrues Kræfter forlod hende. Jeg holdt seierrig i min Haand et lidet Elfenbeens Helgenbillede, hvorunder jeg igjen læste S. K. Miniatur-Maleriet forestillede en Yngling
