med skaldet Pande, en sort Knebelsbart og en graa Frakke med Snorer paa. Jeg begreb strax, det var en ung Eremit med en Tonsur og et arværdigt Skjæg. Ogsaa Peter fra Amiens gik i en graa Kjortel med Snor om Livet. Johannes den Døber bar en Klædning af Kameelhaar. Denne Anachoret havde Kameelgarns Knapper i sin Kjole. Nu saae jeg klart den hele frygtelige Betydning af Konens Ord: „Det er Noget, som Jomfru Sine og jeg have mellem os.” Maren, den gamle papistiske Satan, var hemmelig gaaet over til Katholicismen, og dyrkede med Jomfru Sine en Helgen ved Navn St. Knud. Jeg saae den Skjønne stivt i Øinene, opløftede truende min Finger og sagde: „Stakkels bedragne Pige! gaa i Dem selv og riv Deres Hjerte løs fra den Knegt, De bærer paa Brystet.” Med den trufne Samvittigheds Bestyrtelse og Skurk over at vare grebet paa fersk Gjerning, brast hun i lydelig Graad og løb med Forklædet for Øinene ind i Huset. Arme katholske Sine! Du var af Naturen fredsommelig. Da du troede, jeg vilde frarøve dig et Kys, kom du endnu ei ret i Harnisk; men da du saae, det gjældte dit Afgudsbillede, da slap du dine Lavendler, da blev du fra et Lam til en Skjoldmø! — Katholikerne føre, som bevidst, alle Religionskrige med en fanatisk Rasenhed. Ved endnu blot at tilføie nogle faa Observationer, skal jeg til den høieste Grad af Evidents godtgjøre min Paastand, at hele Lægdsgaarden er befængt med den meest mystiske Katholicismus. Allerede Dagligstuens Ydre vækker besynderlige Anelser. Naar man seer de fastnaglede Blyvinduer med de mange smaae farvebrandte Ruder, ledes man uvilkaarlig til at tænke paa en Kirke fra Middelalderen. Betragter man Pyramiden med Thekopper, da spørger man sig selv: hvorfor er Hylden ei fiirkantet, hvi har den just faaet den spidsvinklede, himmelpegende Skikkelse? — Dørene til Kostalden, til Loen, til Hønsestien ere betegnede med sorte Kors. Gjertrud gaaer med et Paternosterbaand, hvori hænger et Kors af Rav.
