Forhold gjør, at han ikke gandske kan frikjendes for Utaknemmelighed; thi meget ofte har han alene Jørgens Forbøn at takke for den Drikkeskilling, ham tilstaaes, naar han skal til Kjøbstaden; hvorimod denne blot betinger sig til Gjengjæld, at dele Nydelsen. Ogsaa er det en stor Behagelighed for Ole, at han ei sjelden gjennem Jørgen kan faae et hemmeligt Vink om, hvad Maren har resolveret i eet eller andet Anliggende af Vigtighed for Familien. Jeg finder det en høist tilgivelig Nysgjerrighed, at Manden paa denne Maade søger at udfritte, hvad der saa nøie angaaer hans egen Velfærd. Derved behøver han ei at skamme sig. Det gjør han ikke heller. Jeg hørte ham forleden, da Maren havde lovet mig Befordring til en god Ven i Nabolauget, hviske Gaardskarlen i Øret: „Jørgen, mon jeg skal kjøre for Magisteren?” Denne svarede: „Det veed jeg ikke endnu.” Derpaa sagde Ole igjen: „Aa tal med Qvinden og see, du kan faae det at vide.” — Enkelte Gange har han vel stræbt at støde Maren fra Thronen, men alle saadanne oprørske Forsøg ere løbne uheldigt af. Hun havde engang betroet ham til at sælge et Føl. Paa Handelen havde han den Utroskab, at gjøre sig en Fordeel af 3 Mark, som han stak i sin egen Lomme. For disse Penge fik han i Kroen en betydelig Ruus. Med Aqvaviten inddrak han en høi Grad af Selvtillid, en klippefast Tro paa sin egen Dygtighed til at regjere Huset. Med en ham usædvanlig Hur-
