tighed ilede han om Aftenen hjem for at realisere de ærgjerrige Planer, der tumledes i hans Sind. Med Selvfølelse traadte han ind i Stuen, uden at tage Hatten af og uden at sige: „Guds Fred.” Konen havde den Uforsigtighed, at lade ham forstaae, han ingen Nadvere fik, fordi han ei var kommet hjem i rette Tid. Da rystede han over hele Legemet, slog i Bordet og skreg i en rædsom Tone flere Gange efter hinanden: „Grøden her paa Bordet strax, Maren! ingen Raisonneren her! Forstaaer du mig?” Konen stod som forstenet. Jørgen sagde: „Men Ole! hvordan er det fat med Jer i Aften?” Derved ledede denne Uveiret hen paa sit eget Hoved. Han greb ham i Brystet og raabte: „Herud af mit Huus, din Fuxsvandser! Sætter du din Fod oftere inden for min Port, skal jeg knække din Hals.” Hertil føiede han nogle skrækkelige Udtryk, der havde Hentydning til Karlens Forstaaelse med sin Madmoder, hvilke dog Undseelse formener mig at gjentage. Jørgen listede sig klogeligt bort. Med Triumf gjentog Lægdsmanden utallige Gange: „Jeg vil dog see, hvem der er Mand i Huset, jeg eller Maren!” Hun teede sig under dette Optrin med megen Værdighed. Uden at indlade sig i Ordstrid, sagde hun blot eengang: „Rider Satan dig, Ole!” Men nogle betydningsfulde Nik af hendes Hoved syntes at røbe, at hun opfatte sin Hevn over Usurpatoren til beleiligere Tid. Gjertrud og Thomas blandede deres lydelige Graad med Oles Triumfraab. Griban bjeffede høit. Denne forvirrede Støi tilkjendegav tydelig nok en Borgerkrigs Rædsler. Alene Rasmus var rolig Tilskuer. Han benyttede sig endog af den almindelige Fotstyrrelse til ubemærket at fortære en lækker Osteskorpe foruden Brød. Ja, han syntes endogsaa med en høist dadelværdig Skadefryd at gotte sig over det hele tragiske Skuespil.
Den næste Morgen ved Solens Opgang herskede der i den gandske Gaard et Dødsstille som paa en Valplads Dagen efter et Slag. Lægdsmanden laae endnu paa sin Seng. Han befandt
