sig i samme Udmattelses-Tilstand, som hans hedenske Forfædre efter deres Bersærkegang. Hans Kone gik taus paa Gulvet og iførte sig sin Søndagsdragt. Da gjorde Manden flere Forsøg paa at bryde den omineuse Taushed. I en modfalden og ynkelig Tone, som kunde bevæge de haardeste Stene, sagde han: „Maren! Væverens Kone gav mig igaar en Pære, den har jeg gjemt til dig, den ligger i min Buxelomme.” Konen svarede koldt: „Det er godt, Ole.” Efter en Pause begyndte han igjen: „Du har talt om, jeg skulde have forføddet mine Støvler til Paaske. Men jeg kan nok liste lidt med dem endnu, det er ikke saa farlig vaadt i Veiret endda. Jeg kan lægge en Visk Foder i dem. - Mener du ikke, det var bedre, du fik et Stykke Lystring til en Bul for de Penge?” Maren svarede: „Det er godt, Ole!” — Endeligt gjorde han det sidste, meest ydmyge Forsøg paa at tilveiebringe en Conversation, ved at sige: „Maren! Hjulmandens vil sælge deres Vugge. Skal vi ikke kjøbe den? Jeg er saa et gammelt Kræ, der ikke kan leve ret længe; dersom du saa vilde forandre dig igjen, saa kan du jo gjerne faae den nødig!” — „Det er godt, Ole!” sagde den ubevægelige Maren med den sidste Knappenaal i Munden. Den fæstede hun i sit Kattuns Tørklæde og gik derpaa sin Vei ud af Gaarden.
Den piinlige Spænding, hvori Ole forventede sin Hustrues Tilbagekomst, varede kun en Time. Da traadte hun, ledsaget af Præsten, atter ind i Stuen. „Her,” sagde hun, „kan Faer selv see, hvor den Svinepels ligger og sover Rusen ud!” — Præsten holdt en drøi Formaningstale til den arme Synder, der bodfærdig hørte paa Bebreidelser fra alle Kanter, uden at sige et Ord til sit Forsvar. Med grædende Taarer lovede han sin Kone Bedring, og erholdt derved en meget hypothetisk Forladelse. Man saae ved denne Leilighed et ret talende Beviis paa, hvor tilbøielige Folk ere til at forene sig med det seirende Parti. Alle
