Brud er der gjort, ja skammeligt Brud paa den danske Historie. Smaalig havde jeg ristet i Sagas Skjold, hvad skeet var og hvad skee skulde, hvad min Spaadomskraft havde tilsagt mig om de vordende Ting. Men Brud er nu gjort paa min danske Krønike, og Troldene have gjort Vold paa min historiske Orden. Men Børst skal de have, gjennembore dem skal jeg med Sagas Preen. Kjæmpe imod dem skal jeg med Mund og Haand i Sagas Aand, med Staal, med Lys, med Gny, med Skidt, med Taarer. Ja med grædende Taarer knuser jeg dem i hundrede tusinde Splinter. Men jeg maa mase dem, jeg skal mase dem, jeg tør ikke Andet end mase dem; thi dersom jeg ikke masede dem, da var jeg ikke Nikolai Frederik Severin Grundtvig. De have jo, ved at udfordre Baggesen til en latinsk Disputats, gjort et Brud i den historiske Orden, som ikke kan brolægges uden med Ligene af en heel Slægt. Forleden Dag sagde jeg: lad mig see Jeres Døbeattester, I tolv Bersærker! I tolv Aser! lad mig føle Jer paa Tænderne, hvor gamle I ere, at I tør mukke, naar en gammel Mand kaster Skidt paa Jeres Lærer. Men da talte jeg som en Gjæk. Gid det var i mig igjen. Idag vil jeg gjerne gjøre Poenitentse, hudflette mig selv til alle Folks Fornøielse. Idag er jeg en anderledes Karl, idag siger jeg: hvorfor har I ikke faaet Jeres Navne i Literaturen, I Hundsvotte! Dersom I skrev Noget, der var Galmands Tale i, da kunde I jo bære Jer ad som jeg, og tage det i Jer igjen, naar Tid var, og sige, det var Løgn i Jer Hals. Skrevet havde I da alligevel, Bøger havde I gjort, saa Jeres Fingre vare krogede; hjemlet havde I Jer Ret til at tale med, og sidde skulde I paa Høisædet hos mig og Baggesen og andre danske Classikere. Nu have I Intet skrevet, nu komme I ikke til at skrive, det haver jeg sat en Pind for, idet jeg haver formeent Eder al Omgjængelse med Pen og Bog. Saa lyder mit Brevskab:
„Vi Nikolai Frederik Severin Grundtvig, tilkommende
