241
Optegnelser paa Reisen til China.
var atter rundt om os, og Mørkets Dødsstille blev kun afbrudt ved den hule Dundren af Brændingen, der brød sig mod den fjerne Landbred.
Den 7de Juni. Om Morgenen vaagnede jeg ved Løsningen af en Kanon, hvorved man søgte at hidkalde nogle af de malajiske Kanoer, der fiskede rundt omkring os i Peberbayen, hvor vi nu efter Nattens Seilads befandt os. Ingen af dem gjorde Mine til at ville besøge os. Derfor satte Capitainen en Jolle ud og lod i det nærmeste Fartøi afhente nogle Forfriskninger. Disse bestod i nogle elendige Fisk (Storaal), som stegte lode sig spise, men kogte havde en Smag, som om de alt eengang havde været tyggede eller, som Matroserne kalde det, som om de havde varet i Folk for. For disse maadelige Fisk og nogle faa Frugter, som udgjorde Fiskernes egen Madkurv, forlangte de 3 Pjastre. Men da vore Folk paa Skrømt stødte fra dem, raabte de dem til sig igjen og solgte deres Provision for 3 Rupier. Disse Folk, som gjorde saa meget af Metal, at de for Sølvpenge opgave deres Frokost, vare omtrent 12 i Tallet, der tilsammen vare dragne paa Fiskefangst. De fore med et Fartøi, hvis Planker vare ligesom vores Kurve syede sammen med Grene. Rundtomkring satte de deres Net ud, efter at have befæstet dem til lange, flydende Stænger, for at kunne finde dem paa ny. Ved Middagstid ankrede vi formedelst Modvind og brændte nok en Kanon af, for at faae flere vilde Handelsmænd til vort Skib. Det varede heller ikke længe, førend de mylrede omkring os med deres smaae Fartøier. Disse vare alle de egentligen saakaldte Kanoer, nemlig en eneste udhulet Træstamme. Deres Seil bestaae i Bastmaatter og deres Seilstænger i Bambusrør. Fasthængende Roer have de ei; men een af Malajerne styrer med en Aare, der er flad for Enden ligesom en Skovl. Ellers ere deres Aarer enten i Almindelighed ligesom vores, eller bredere over det flade Stykke, som skjærer Vandskorpen (cfr. Homers Odyssee).
