242
Optegnelser paa Reisen til China.
Til Sæder bruge de Bambusrør, som lægges paa tværs nede i Kanoen. Dette Lag af Rør, som slutte tæt til hinanden, danner ogsaa en Art Dæk, hvorunder adskillige af deres Handelsvarer gjemmes. Deres Varer bestod i Kokos, Pisang, Mangostan o. s. v., Spanskrør, Koraller, Abekatter, Dorin, en stinkende Frugt med Pigge paa, Høns i Bur og en Hane tøiret ovenpaa. Ænder og smaae Modeller af Landets Fartøier, der vare i Størrelse som de Skibe, der tjene europæiske Børn til Legetøi. De spotte sikkert indbyrdes ligesaa meget over, at Europæerne af Liebhaberi afkjøbe dem disse sidste Artikler, som Europæeren leer af den Vilde, der saa dyrt betaler Speile og smaae Knive. Den meest alvorlige Malajer loe af Hjertens Grund, naar han saae sig selv i et Speil; men naar de fik en Kniv i Haanden, befingrede de den rundtomkring og stirrede paa den med samme graadige Øiekast, som Vexeleerjøden paa en Sølvmynt. De kunde ikke overtale sig til at slippe den igjen, men vedblev at byde høiere og høiere, indtil Kniven blev dem afstaaet. Gamle Klæder vare dem særdeles velkomne. En Kjole forlangte de med det Udraab: Secretair! Lommetørklædet vare de ogsaa særdeles graadige paa. Naar de saae en hvid Flig stikke frem, kom de springende med deres Frugter og raabte: Handkerchief, Handkerchief! I enhver Kanoe sad kun een eller to Mænd, hvis Hud omtrent havde samme Farve, som vores Rødsteen. De vare ranke og velskabte, men deres af Betelfrugten bedærvede Tænder vanheldede dem i høi Grad. Mange af dem vare ogsaa beladte med Hudsygdomme. De Fleste af dem havde ingen anden Bedækning end et kort Skjørt af europæisk Tøi og et broget Tørklæde om Hovedet. Enkelte bare dog desforuden en Skjorte eller Trøie. Naar de kom ombord til os, bukkede de sig og førte Haanden til Hovedklædet, ligesom vore Soldater tage til deres Chacot. De Nærmeste toge de da i Haanden og sagde: Schalam! Schalam! (hebraisk). Enhver, der var noget velklædt, kaldte de Capitain.
