252
Optegnelser paa Reisen til China.
ind uden at aabne Passage. Hist og her saae vi smaae Byer, men een Bolig laae især saa skjønt, at en Mand, der vilde slaae sig reent fra Verden, aldrig kunde finde skjønnere Eremitbolig. Midt ind i Landet gik nemlig en Viig, som beskyllede en stor Dal. Denne Dal, med steile Fjelde paa begge Sider, aabnede en Udsigt mellem Bjergene tværs igjennem Landet til de fjerne Bjerge paa Landet bagved. Midt i Dalen laae en lille Banke, hvorpaa Huset stod under et Træ med en Flagstang ved Siden.
Vi seilede fort og ankrede ved Cavite, Manilas Havn. Vi saluterede med 9 Skud og fik dem efter en god Times Betænkning betalte lige for lige. En tyk Mand kom da ud til os. Han knappede sine Beenklæder under sit malede Lærredstelt, inden han besteeg vort Skib. Personen var lovlig tyk, bar sort Bombasins Kjole, røde Opslag og et sort Flor som et Ridderbaand over Brystet. Lurvet var Eqvipagen; spansk stolt saae Karlen ud. Han qvæstionerede os og kaldte sig anden Gouverneur paa Stedet. Jeg forundrede mig over at en Herre, der førte saa stor Titel, vilde nedlade sig til en Posekigers Lignelse.
Den 17de. Den ene Toldbetjent[1], der saae ud som en mæsket Munk, kunde en Smule Latin, men det var derefter. Jeg spurgte, om han var fød i Europa; men han svarede: „Non; nata est egu in Manilla.“ — Dolet venter propter frigide; — todum librum medicinum est latine[2]. Vi raabte efter Sædvane Hurra, da Capitainen gik i Land. Et Postbud, der havde bragt et Brev paa Skibet, troede formodentlig det var dansk Skik, at sige Farvel saaledes, og lod sine Roerknegte raabe 3 Gange Hurra, da han gik fra Borde, hvilken Hilsen Matroserne med megen Latter besvarede med lignende Udraab. En af de
