i Stuen med lukkede Vinduesskaader og ryge mig saaledes ind i Liverpool, at mit Ansigt ligner en Spegepølse.
Lars. Jeg maa rigtig nok sige, det forekommer mig grumme rart, at de skal have Lov til at synge Viser paa Gaden i en constitutionel Stat.
Magisteren. Jeg bør aldrig sætte min Fod ud af min Port, og aldrig lukke min Dør op for nogen Moders Sjæl; det er den eneste Maade, hvorpaa jeg kan slippe for Drilleri og Forhaanelse. (Han stamper i Gulvet) Havde jeg dog blot ikke været saa ubetænksom at invitere Doctor Martins til en Piquet hos mig i Morgen Aften. Men — lad gaae — det er sidste Gang jeg seer en Gjæst i mit Huus.
Lars. Har Herren budt Doctoren til sig i Morgen Aften? Det var grumme slemt. Kunde det da ikke gaae an at stikke ham Afbud? for jeg vilde rigtig nok saa overmaade gjerne bede Herr Magistren om Forlov til at gaae ud lidt og divertere mig i Morgen Aften.
Magisteren. Det er det Samme, Lars, saa vil jeg bede ham i dets Sted komme til mig i Overmorgen.
Lars. Ja, jeg takker Herr Magistren tusinde Gange for Deres Godhed; men — jeg havde rigtig nok gjort Regning paa, at jeg kunde give Dem saa mange gode Ord, at De gik hen i Enigheden den Aften, for jeg vilde saa overmaade gjerne see et Par gode Venner hos mig, som jeg allerede har buden.
Magisteren. Du veed selv, min gode Lars, at jeg nødig afslaaer Dine Ønsker; thi Du er den Eneste, der er mig hengiven og tro, men enten i Morgen eller i Overmorgen skal Doctoren spise hos mig.
Lars. Ja, naar Herren endelig vil have det, saa maa jeg jo holde min Mund og lystre; men De maa dog selv tilstaae, at det er temmelig haardt, at man skal være bunden som en
