uærlig Slave, og aldrig kan faae Lov til at gjøre sig en lille bitte Smule Fornøielse.
Magisteren. Lars! Du er en uforskammet Karl. Det varer ikke længe førend Du forlanger, at jeg skal vaske Tallerkener og skylle Glas, mens min Støvlepudser holder en Callas med sine Svirebrødre. Men — jeg skal nok holde Dig i Ørene, Din impertinente Slyngel! ellers voxer Du mig reent over Hovedet.
Lars. Herre Gud, Herr Magister! Det er en tung Lod, naar man er en fattig Mands Barn og maa tjene for sit Brød. Naar en saa inderlig godlidende Mand som Husbond er, ikke kan sige nei til hvad En beder om, uden han skal kalde En en Slyngel og en Kjeltring oven i Kjøbet, saa kan man nok vide, hvordan det gaaer andre stakkels Tjenestebud.
Magisteren. Aa Sludder! Du veed meget vel, at jeg ikke mener det saa slemt som jeg siger det.
Lars. Ja, Gud velsigne Herr Magistren! De har et Hjerte som Faa her i Verden; men — det er dog forfærdelig haardt for en Karl, der har Ære i Livet, at man Dag ud og Dag ind skal være udsat for at blive tiltalt som et Tugthuuslem. Jeg sværger Dem til, man bliver saa modfalden, at man ikke tør aabne sin Mund uden Angest og Bævelse.
Magisteren. Du skal faae din Villie, Slubbert! lad det saa være godt. Du skal have Lov til at jage mig ud paa Gaden, for at Du kan drikke til Pæls paa mit Værelse hver anden Aften. Er Du saa fornøiet? Du tyranniserer mig, Knegt! det føler jeg meget godt, og jeg beslutter hver Dag at bryde mine Lænker, men jeg mangler Charakteer; jeg er — reent ud sagt — en Nathue.
Lars. Søde Herr Magister? De gjør mig saa forskrækket, saa jeg ryster over min hele Krop. Ikke for al Verdens Guld vilde jeg nu gaae ud af Huset i Morgen Aften.
