Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/553

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Fjerde Scene.

De Forrige. Klinger.

Klinger. God Aften, Magister!

Magisteren. Tak.

Klinger. Hvad gaaer der af Dig? jeg troer Du er stødt.

Magisteren. Nei. Hvad er til Tjeneste?

Klinger. Ei, ei! saa jeg behøver et Ærinde for at besøge min gamle Duskammerat. Ja, det har jeg da til Lykke; thi jeg kommer for at laane Penge af Dig.

Magisteren. Jeg laaner ikke gjerne Penge ud, uden til Folk, der ere i Trang.

Klinger. Ja, jeg er s'gu i stor Trang; jeg skal paa Bal i Lyceet i Overmorgen og paa Concert paa Tirsdag, og jeg eier kuns en Ort og sex Skilling.

Magisteren. Den Trang er da ikke af det værste Slags, saalænge man træffer Folk, som sulte af Mangel paa tørt Brød.

Klinger. Ja, naar jeg ikke manglede andet end tørt Brød, saa kunde jeg blive hjulpet ved sex Skilling til en Ankerstok; men jeg behøver i det Mindste 10 Species.

Magisteren. Du skal faae dem, Din Nar. Lad os være alene, Lars! (Lars gaaer ud.)

Femte Scene.

Magisteren og Klinger.

Klinger. Hvorfor var Du suur, da jeg kom, Magister?

Magisteren. O, det var deels mine hypocondriske Griller, Du; deels Ærgrelse over, at Folk ere mig paa Halsen og gjøre mig den Fortræd, de kan.

Klinger. Aa Snak!

Magisteren. Ja, jeg veed nok, Du troer det ikke, Klinger;