men det er dog saa. Her er en vis Poet her i Byen, som spiller mig mange slemme Puds.
Klinger. Aa Snak.
Magisteren. Jeg skal bare fortælle Dig et Beviis paa hans Ondskab. For en Timestid siden saae jeg, han mødte Lieutenanten, som boer her oven paa: strax trak han et Papir op af Lommen, som da naturligviis var den vittige Vise, Du vel nok har seet. Mens de stod og læste den, gik der en Dreng forbi med en hvid Muus i et Baur. Nu kunde jeg tydelig see paa Lieutenantens Miner, at han fortalte Poeten, at jeg var bange for Muus og at han sommetider slipper Muus herind i mit Kammer, naar jeg er ude. Men hvad gjør Poeten? — han slaaer en Latter op og kjøber Musen for at stikke mig den paa Halsen ved Leilighed.
Klinger. Ha, ha, ha, Du sætter rigtig nok i en Haandevending en heel Cyclus Smaahistorier sammen.
Magisteren. Du leer nok; men da jeg gik forbi dem, borte jeg med mine egne Øren, at Lieutenanten sagde til Poeten: „Det var et kosteligt Indfald, det skal Du have en Snaps for;“ og saa gik de begge to ind ad Zuvans Port.
Klinger. Vi ville lade den Fugl flvve; thi det er umuligt at bringe Dig fra Dine Griller. Jeg tør forsikkre, Du har ogsaa digtet en eller anden Historie om mig, siden Du tog saa koldt imod mig.
Magisteren. Det kan nok være, Christian; men det var en anden Sag, det var blot en Fantasie, som er forsvunden, da jeg rigtig er kommen til at see paa Dit aabne, muntre Ansigt.
Klinger. Du er en snurrig Fætter, Smith! det er Skade, Du ikke er bleven gift, da vilde Du vist være bleven en anderledes Karl. Ungkarlelivet duer ikke i Længden. See til Cancelliraad Wratz; han holder sit Sølvbryllup i Aften, men han
