14
bringe dem paa de Steder, hvor de tog sig bedst ud, og da det var bestilt, begyndte vi at komme i Ro og gøre os det bekvemt mellem vore nye Omgivelser.
Holmes var et overmaade behageligt Menneske at bo sammen med; hans Væsen var meget roligt og stilfærdigt, og hans Levevis særdeles regelmæssig. Det hørte til de store Sjældenheder, at han var oppe efter Kl. 10 om Aftenen, og han havde altid spist sit Morgenmaaltid og var gaaet ud, før jeg stod op. Undertiden tilbragte han Dagen i det kemiske Laboratorium, undertiden i Dissekerkamret, og en Gang imellem foretog han sig lange Spadsereture, der, saa vidt jeg kunde forstaa, altid førte ham ud til Byens elendigste Kvarterer. Ingen kunde udfolde en saadan Energi som han, naar Anfaldene af Arbejdslyst kom over ham, men efter et saadant Anfald fulgte gerne en Reaktion, og saa kunde han flere Dage i Træk ligge paa Sofaen inde i vor Dagligstue saa godt som uden at sige et Ord og uden at røre en Muskel fra Morgen til Aften. Ved saadanne Lejligheder bemærkede jeg et saa drømmende, aandsfraværende Udtryk i hans Øjne, at jeg gerne kunde have ham mistænkt for at være forfalden til Brugen af et eller andet narkostisk Middel, naar ikke hele hans øvrige Maadehold og Ordentlighed havde udelukket en saadan Mistanke.
Alt som Tiden gik, blev min Interesse for ham og min Nysgerrighed med Hensyn til hans Livsopgaver og Hensigter større og større. Hele hans Person og Fremtræden var saadan, at de maatte tiltrække sig selv den flygtigste Iagttagers Opmærksomhed. Han var omtrent sine tre Alen høj og saa ualmindelig mager at han endda syntes at være
