23
han skal se efter. Af et Menneskes Negle, af hans Frakkeærme, af hans Støvler, af hans Buxe-Knæ, af den haarde Hud paa hans Tommel- eller Pegefinger, af hans Talemaader, af hans Skjortebryst — af enhver af disse Ting kan en Mands Livsstilling udledes, og at de alle forenede skulde kunne undgaa at give den kompetente Undersøger de Oplysninger, han søger, grænser ligefrem til det utrolige.«
»Uf! hvilket forbistret Vrøvl!« udbrød jeg og slængte Hæftet hen ad Bordet. »Aldrig i mit Liv har jeg dog læst noget saadant Nonsens.«
»Hvad er det?« spurgte Sherlock Holmes.
»Aa, det er denne Artikel her,« sagde jeg og pegede paa den med min Æggeske, idet jeg satte mig til Bords. »Jeg kan tænke mig, at De har læst den, eftersom De har mærket den. Jeg vil ikke benægte, at den er godt skrevet, men alligevel irriterer den mig. Den er øjensynlig forfattet af en eller anden Stuelærd, der opstiller alle disse smukke Paradokser og Theorier inde mellem alle sine Bøger og uden at have haft ringeste Lejlighed til at praktisere dem. Det skulde more mig at se ham stoppet ind i en tredje Klasses Kupé mellem en hel Del simple Mennesker med Paalæg om at afgøre hver enkelts Livsstilling. Jeg vilde vædde Tusinde mod en paa, at han vilde komme artig til kort.
»Saa vilde De tabe Deres Penge,« bemærkede Holmes tørt. »Hvad Artiklen der angaar, saa er den for Resten skreven af mig.«
»Af Dem?«
»Ja; jeg har en Svaghed baade for Iagttagelser og Slutninger. Alle de Theorier, som jeg har opstillet der, og som forekommer Dem at være saa
