26
mærkede jeg, at De kom fra Afghanistan, og derover blev de meget forbavset.«
»Ja, nu da De forklarer det, ser det jo overmaade simpelt og naturligt ud altsammen,« svarede jeg smilende. »De minder mig for Resten om Edgar Allen Poes Dupin; men jeg havde rigtignok ikke troet, at slige Personer forekom uden for Romanerne.«
Sherlock Holmes rejste sig og tændte sin Pibe. »De troer uden Tvivl, at De siger mig en stor Kompliment, naar De sammenligner mig med Dupin,« bemærkede han; »men efter min Mening var denne Dupin rigtignok en temmelig ordinær Person. Han besad ganske vidst noget Talent for Analyse, men var ellers paa ingen Maade et saadant Fænomen, som Poes synes at mene.«
»Har De læst Gaboriaus Bøger?« spurgte jeg. »Naar maaske heller ikke Lecoq op til Deres Ideal af en Opdager?«
Sherlock Holmes lo haanligt. »Lecoq var en elendig Gøgler,« sagde han i en foragtelig Tone; »han havde kun een eneste god Egenskab, og det var hans Energi. Den Bog væmmedes jeg ligefrem ved, Spørgsmaalet var kun at identificere en ukendt Arrestant. Det skulde jeg have besørget i Løbet af fire og tyve Timer, medens Lecoq brugte et halvt Aar eller mere dertil. Jeg betragter nærmest den Bog som et Værk, der er skrevet til Skræk og Advarsel for alle Opdagere, og for at vise dem, hvad de ikke skal gøre.«
Jeg følte mig i høj Grad indigneret ved denne overlegne og haanlige Behandling af to af de Romanhelte, jeg hidtil havde skænket min Beundring. Uden at svare paa hans sidste Angreb gik jeg hen til Vinduet og gav mig til at se ned paa den stærkt
