27
befærdede Gade. »Den gode Sherlock Holmes kan maaske være meget dygtig og skarpsindig; men han er sandelig ogsaa meget indbilsk,« tænkte jeg ved mig selv.
»Men i vore Dage sker der ingen ordentlige Forbrydelser og findes der ingen Forbrydere, som det er værd at røre sig for,« sagde han i en klagende Tone. Til hvad Nytte er det at være i Besiddelse af et godt Hoved i vor Forretning. Jeg ved med mig selv, at jeg ejer Egenskaber; der kunde gøre mit Navn berømt. Der lever ikke og har aldrig levet det Menneske, som til Opdagelsen af en Forbrydelse har kunnet medbringe et saadant Fond af Kundskaber og medfødte Evner som jeg. Men hvad Resultat faar jeg deraf? Der er ingen Forbrydelser at opdage, eller i det højeste en eller anden uoverlagt Skurkestreg med Motiver saa iøjnefaldende, at selv en skotsk Gadebetjent straks vilde kunne gennemskue den.«
Jeg følte mig mere og mere led ved al denne Selvros og søgte derfor at føre Talen hen paa noget andet.
»Hvad mon den Fyr staar og kigger efter?« spurgte jeg og pegede paa en sværtbygget, simpelt klædt Person, der gik meget langsomt hen ad Fortovet lige over for og kiggede nøje paa de for skellige Husnumre.
»Mener De den forhenværende Marinesergent?« spurgte Sherlock Holmes.
»Pjat og Pral!« tætkte jeg ved mig selv, »han ved godt, at jeg ikke kan overbevise ham om, at han tager fejl.«
I det samme saa vi, at Manden dernede havde faaet Øje paa vort Husnummer og derefter straks
