29
Tale om noget Bedrageri i Bølge forudgaaende Aftale, thi hvad Hensigt kunde han have hermed? Da jeg saa hen til ham, var han bleven færdig med at læse Brevet, og hans Øjne havde antaget det aandsfraværende, indadvendte Blik, der altid var et Tegn paa, at han var i dybe Tanker.
»Hvor i Alverden kunde De dog slutte det?« spurgte jeg.
»Slutte hvad?« spurgte han lidt vrippent.
»At Manden var en forhenværende Marinesergent?«
»Ja, nu har jeg ikke Tid til at gaa ind paa saadanne Bagateller,« svarede han affærdigende; men straks derpaa tilføjede han med et Smil: »Undskyld min Uforskammethed; men De afbrød mig midt i mine Tanker, — nu, det var maaske meget heldigt. Kunde De da ikke selv se, at Manden havde været Marinesergent?«
»Nej, hvorledes skulde jeg kunne se det?«
»Ja, da var det egentlig lettere at se det, end det er at forklare, hvoraf det kunde ses. Hvis man bad Dem om at bevise, at to og to er fire, vilde det maaske i Øjeblikket falde Dem lidt vanskeligt, og dog er De ganske sikker paa, at de to Tal udgøre den nævnte Sum. Jeg kunde her fra Vinduet se, at Manden havde et stort, blaat Anker tatoveret paa Bagsiden af den ene Haand, det smagte en Del af Søen; men derhos havde han en militær Holdning og studsede Bakkenbarter, der havde vi Marineren; saa besad Manden desforuden en vis selvbevidst Mine og noget bydende i sin Holdning — lagde De ikke Mærke til den Maade, hvorpaa han bar Hovedet og svingede med Stokken — og endelig var han efter Ansigtsudtrykket at dømme en
