31
viser ikke et eneste Saar. Det er aldeles uforklarligt, hvorledes han er kommen ind i Huset, og i det hele taget sætter denne Sag os i stor Forlegenhed. Hvis det er Dem muligt at se hen til Huset en Times Tid før Kl. 12, vil De finde mig der. Jeg har ladet alting ligge, som det laa, for at De kan se det med egne Øjne. Hvis det er Dem umuligt at komme, skal jeg senere give Dem alle de fornødne Oplysninger, og jeg vil være Dem over ordentlig forbunden, i Fald De vil lade mig vide Deres Mening om den hele Historie.
Deres ærbødige
Tobias Gregson.«
»Gregson er den mest drevne af Londons
Opdagere,« bemærkede min Ven, »han og Lestrade
er de udsøgte af en temmelig daarlig Flok. De er
begge meget raske og energiske, men gammeldage
— frygtelig gammeldags, og saa er de tilmed saa
misundelige og skinsyge paa hinanden som et Par
offentlige Skønheder. Det vil blive evige Løjer,
hvis de begge er satte ud paa denne Sag.«
Jeg blev højlig forundret over den Gemytlighed og Ro, hvormed han tog det hele. »Ja, men her er jo ikke et Øjeblik at spilde,« udbrød jeg, »skal jeg ikke straks gaa ned og bestille Dem en Cab?«
»Ja — jeg er slet ikke enig med mig selv om, hvorvidt jeg vil tage derhen. Jeg er den mest uforbederlige dovne Djævel, der kan gaa i et Par Sko — det vil sige, naar det Anfald er over mig, for ellers kan jeg være levende nok.«
»Hvorledes?« — dette her er jo netop et saadant Tilfælde, som De har gaaet og længtes efter.«
»Kære Ven — hvad tror De, jeg vil faa ud
