33
»Jeg har endnu ingen Data,« svarede han. »Det er et meget stort Misgreb at begynde at danne sig en Mening om Sagen, for man kender alle dens Omstændigheder; det hilder ens Dømmekraft.«
»Ja, da vil De snart faa disse Data,« bemærkede jeg og pegede ud ad Vinduet; »thi her har vi Brixton Road, og der Huset, hvis jeg ikke tager meget fejl.
Lauriston Have Hr. 3 var ikke nogen tiltalende Bygning at se til. Den udgjorde det ene af fire Huse, der laa noget tilbage fra Vejen, og af hvilke de to vare beboede, medens de to stode tomme. Disse sidste stirrede ud paa Vejen hver med tre Fag tomme, melankolske Vinduer, hvis snavsede Ruder ikke forskønnedes af de gule Sedler, som vare paaklistrede for at underrette Folk om, at Husene vare »Til Leje«. En i Forhold til Længden altfor smal Strimmel Have, i hvilken nogle faa forkrøblede Planter stod og raabte til hinanden, skilte hvert af Husene fra Vejen og blev paa langs gennemskaaret af en snavset og forsømt, smal Gang, som var meget fedtet af den om Hatten faldne Vælde. Haverne vare indhegnede af en tre Bod høj Teglstens Mur, der forhøjedes af et paasat spinkelt Træstakit, og mod denne Mur lænede sig for Øjeblikket en høj og svært bygget Politibetjent omringet af en lille Flok Dagdrivere, der rakte Hals og gloede ind gennem Haven for at opfange et Glimt af det, der gik for sig inde i Huset.
Jeg havde tænkt mig, at Sherlock Holmes straks vilde have ilet ind i Huset for saa hurtig som muligt at faa begyndt at undersøge Mysteriet; men heri tog jeg atter grundig fejl. Med en Mine saa ligegyldig, at den under disse Omstændigheder forekom
