34
mig noget affekteret, drev han langsomt frem og tilbage paa Fortovet og stirrede aandsfraværende paa Jorden, Himlen, Husene lige overfor og Rækværkerne. Da han var færdig med disse Undersøgelser, gik han meget langsomt op ad Havegangen eller rettere ad den smalle Græsrabat, der fandtes paa hver Side af Gangen, idet han holdt Øjet stift fæstet paa Jorden. To Gange standsede han, og en Gang saa jeg ham smile og hørte ham udstøde et tilfreds Udraab. Der var mange Mærker af Fodtrin paa den vaade, lerede Jord, men eftersom Politiet mange Gange var passeret ind og ud, siden Forbrydelsen var begaaet, var jeg ude af Stand til at indse, hvad min Ledsager haabede at faa at vide ved at undersøge Sporene. Dog havde jeg haft saa slaaende Beviser paa hans hurtige og skarpe Iagttagelsesevner, at jeg ikke tvivlede paa, at han kunde se en hel Del, som var skjult for mit Blik.
Ved Gangdøren mødte vi en høj, bleg Mand, med et hørgult Haar og en Noterbog i Haanden, der straks, da han saa min Ledsager, styrtede frem og med stor Varme trykkede hans Haand. »Det er overordentlig venligt af Dem, at komme,« sagde han; »jeg har ladet enhver Ting være urørt.«
»Undtagen den der!« sagde min Ven og pegede paa Havegangen. »Om en hel Flok Bøfler var faret derhen ad, kunde Sporene ikke være blevne mere forvirrede. Men De havde vel allerede draget Deres egne Slutninger Gregson, før De tillod dette.«
»Jeg har haft saa urimelig meget at gøre inde i Huset,« svarede Opdageren undvigende. »Min Kollega, Mr. Lestrade, er her ogsaa, jeg havde stolet paa, at han havde passet paa dette her.«
Holmes skottede hen til mig og trak spottende
