35
Øjenbrynene til Vejrs. »Ja, naar saadanne to som De og Lestrade er satte paa Sporet, saa vil der nok ikke være meget for en Tredjemand at gøre,« sagde han.
Gregson gned Hænderne paa en meget selvtilfreds Maade. »Ja, jeg tror nok, vi har gjort alt det, der kan gøres,« sagde han. »Men det er et meget mærkeligt Tilfælde, og jeg ved jo, hvorledes De interesserer Dem for den Slags Ting.«
»Kom De hertil i en Cab?« spurgte Sherlock Holmes.
»Nej, Sir.«
»Heller ikke Lestrade?«
»Nej, Sir.«
»Naa — lad os saa gaa ind og se paa Værelset!« Med denne temmelig umotiverede Bemærkning gik han ind i Huset fulgt af Gregson, hvis Ansigt udtrykte stor Forbavselse.
Vi kom først ind i en Korridor med nøgne, støvede Vægge, for Enden af den gik en Dør ind til Køkkenet, medens to andre Døre, en til højre og en til venstre førte ind til Beboelseslejligheden. Den ene af disse Døre havde øjensynlig været lukket i mange Uger, den anden gik ind i Spisestuen, i hvilken det gaadefulde Mord var bleven forøvet. Holmes begav sig straks herind, og jeg fulgte ham med den ejendommelig knugende Følelse om Hjertet, som Dødens Nærværelse frembringer.
Det var et stort, firkantet Værelse, der saa endnu større ud, fordi det ikke indeholdt Spor af Møbler. Et simpelt, spraglet Tapet bedækkede Væggene, men det var paa mange Steder plettet af store, fugtige Skjolde, medens der hist og her hang store, løsrevne Laser ned, som blottede den gule
