36
Mur. Lige overfor Døren var Kaminen med en Hylde af imiteret hvidt Marmor, og paa dennes ene Hjørne var hensat en Stump af et rødt Vokslys. Det eneste Vindue var saa snavset, at der kun faldt et meget dunkelt Lys derigennem, som meddelte en hver Ting i Værelset en graa, trist Tone, der yderligere forhøjedes ved det tykke Lag Støv, som dækkede alt derinde.
Alle disse Enkeltheder saa jeg imidlertid først lidt efter lidt. Da jeg traadte ind, fængsledes hele min Opmærksomhed straks af den enkelte, uhyggelige, ubevægelige Skikkelse, der laa udstrakt paa Gulvets nøgne, støvede Planker og med bristede, hornagtige Øjne stirrede op paa det plettede Loft. Den døde maatte have været en Mand paa midt i Fyrrerne, af Middelhøjde, bredskuldret, med stridt, kruset sort Haar og et kort stubbet Skæg. Han var klædt i en svær, sort Klædesfrakke, Vest af samme Stof og lystærnede Benklæder. En høj, sort Hat, vel afstrøgen og af nyeste Façon, stod paa Gulvet ved Siden af ham. Hans Hænder vare knyttede, og hans Arme spredte vidt ud, medens hans sammenslyngede Ben tydede paa, at Dødskampen havde været frygtelig. Paa hans stive, spændte Ansigt stod et Udtryk af Rædsel, og tillige, forekom det mig, af bittert Had, saaledes som jeg aldrig før havde set det paa noget menneskeligt Aasyn. Dette onde og frygtelige Udtryk i Forbindelse med den lave Pande, tykke, uformelige Hæse og fremspringende Kæber gav den døde et abelignende Udseende, der yderligere forstærkedes af hans forvredne, unaturlige Stilling. Jeg har set Døden i mange Skikkelser, men aldrig er den fremtraadt for mig i en saa uhyggelig Form som i hint mørke,
