37
triste Værelse, der vendte ud til en af Verdensstadens vigtigste Forstadsveje.
Den magre og ilderlignende Lestrade kom nu til Syne i Døren og hilste paa min Ven og mig.
»Dette her Tilfælde vil vække Røre, saa det kan forslaa, Sir,« bemærkede han. »Det overgaar alt det, jeg hidtil har set, og jeg er dog ikke helt ukendt med den Slags Affærer.«
»Ja, her findes ikke Spor af Nøgler,« sagde Gregson.
»Nej, ikke det ringeste,« bekræftede Lestrade.
Sherlock Holmes gik hen til Liget, knælede ned ved dets Side og undersøgte det meget omhyggelig. »De er sikre paa, at der slet ikke findes noget Saar?« spurgte han og pegede paa talrige Blodpletter, som fandtes rundt om.
»Nej, saa maa dette Blod altsaa være kommen fra en anden Person — rimeligvis Morderen, hvis der da er begaaet noget Mord. Dette her minder mig for Resten om de Omstændigheder, der ledsagede Van Jansens Død i Utrecht i Aaret 1834. Husker De det Tilfælde, Gregson?«
»Nej, Sir.«
»Saa skulde De tage Dem over at læse det. Der er intet nyt under Solen; alt er bleven gjort før.«
Medens han talte, for hans smidige Fingre rundt om paa Liget, befølte det, trykkede det, knappede op hist, lagde til rette her, og under alt dette havde hans Øjne det samme aandsfraværende Udtryk, som jeg saa tit før havde lagt Mærke til. Saa hurtig blev Undersøgelsen foretaget, at ingen vilde falde paa at tro, at den var synderlig nøjagtig. Til sidst lugtede han til den Dødes Læber og undersøgte omhyggelig Saalerne paa hans Læderstøvler.
