42
lighed til at undersøge Værelset; men med Deres Tilladelse skal jeg nu begynde paa det.«
Med disse Ord fremtog han af Lommen en lille, spinkel Tommestok og en stor, rund Loupe, og med disse to Instrumenter gik han nu lydløst omkring i Værelset; undertiden standsede han, engang imellem knælede han ned, og een Gang lagde han sig fladt ned paa Maven. Saa optaget var han af sine Undersøgelser, at han ganske syntes at have glemt vor Nærværelse; thi han blev ved at mumle ved sig selv, medens han var beskæftiget, og udstødte dæmpede Udraab, Suk, Fløjt og Smaaskrig, der skulde udtrykke Tilfredshed og Haab. Idet jeg stod og iagttog ham, kunde jeg ikke lade være at ligne ham med en ægte, veldresseret Jagthund, der farer hid og did gennem Krattet og piber i sin Ivrighed indtil den træffer det tabte Spor. I over tyve Minutter blev han ved med sine Undersøgelser, maalte med den største Nøjagtighed og Omhu Afstanden mellem Mærker der vare fuldstændig usynlige for mig, og holdt Loupen hen til Væggen, uden at jeg kunde indse, at der paa de Steder kunde være det mindste at opdage. Et Sted opsamlede han meget omhyggelig en lille Dynge graat Støv og lagde det ned i en Konvolut. Til sidst undersøgte han med Loupen Skriften paa Væggen, og dvælede længe ved hvert Bogstav. Da han var færdig hermed, lod det til, at hans Undersøgelser vare tilende; thi nu stak han atter Tommestokken og Loupen i Lommen.
Gregson og Lestrade havde med megen Nysgerrighed og en Del Foragt iagttaget deres Amatør-Kollegas Travlhed. De fattede aabenbart ikke, hvad der nu var begyndt at gaa op for mig, at selv
