47
»Og det røde Ansigt?« spurgte jeg.
»Ja, det var nu nærmest en dristig Grutning, skønt jeg er temmelig sikker paa, at den holder Stik; men for Øjeblikket maa De ikke spørge mig ud om mere.«
Jeg strøg mig med Haanden over Panden. »Det løber helt rundt for mig,« bemærkede jeg, »jo mere jeg tænker paa det, desto mere gaadefuldt forekommer det mig. Hvorledes kom disse to Mænd — hvis det da har været to Mænd — ind i dette tomme Hus? Hvad er der blevet af Cab-Manden, som kørte dem derhen? Hvorledes kunde det ene Menneske tvinge det andet til at tage Gift? Hvor er Blodet kommet fra? Hvorfor er Manden bleven myrdet, da det dog ikke har været hans Penge, den anden har villet have fat paa? Hvorledes er Kvindens Ring kommen der? Og fremfor alt, hvorfor har den anden Mand villet skrive det tyske Ord RACHE, før han forlod Værelset? Jeg tilstaar, at jeg ikke ser den mindste Udvej til at forlige alt dette sammen.«
Min Ledsager smilede bifaldende.
»De opsummerer der Sagens Vanskeligheder meget nøjagtig og i den rette Orden,« sagde han. »Der er ogsaa meget, som endnu er temmelig uforklarligt, skønt med det væsentlige er jeg kommen paa det rene. Hvad den stakkels Lestrades Opdagelse angaar, da er det kun en Finte af Morderen, bestemt til at sætte Politiet paa Vildspor ved at antyde Socialisme eller hemmelige Selskaber. Det er slet ikke skrevet af nogen Tysker. A'et var, hvis De lagde Mærke til det, til Dels skrevet paa tysk Maner; men en virkelig Tysker vilde i dette Tilfælde have prentet med latinske Bogstaver, derfor
