56
modbydeligste Art, saa gjorde Enoch J. Drebbers det visselig. Alligevel erkendte jeg, at der maatte kræves Retfærdighed, og at Offerets Nedrighed ikke var nogen Undskyldning i Lovens Øjne.
Jo mere, jeg tænkte over det, desto mærkeligere forekom mig min Ledsagers Hypothese, at Manden var bleven taget af Dage ved Gift. Jeg huskede jo nok, hvorledes han havde lugtet til hans Læber, og da havde han uden Tvivl mærket noget, der havde indgivet ham denne Tanke. Men paa den anden Side — var Manden ikke dræbt ved Gift, hvad havde da bevirket hans Død? Der var jo hverken Saar eller Tegn til Kvælning at se paa ham; dog — hvis Blod var saa det, der laa saa tykt paa Gulvet? Der var intet, som kunde tyde paa Kamp, og Offeret havde heller intet Vaaben, hvormed han havde kunnet saare sin Modstander. Saa længe alle disse Spørgsmaal endnu vare uløste, vilde det være vanskeligt at falde i Søvn, følte jeg, baade hvad mig selv og Holmes angik. Hans rolige selvtillidsfulde Miner sagde mig, at han allerede havde dannet sig en Teori, som forklarede alle Kendsgerningerne ved Mordet, men hvorledes denne Teori ellers var, havde jeg ikke Spor af Formodning om.
Det var meget sent, han kom hjem — saa sent, at jeg var vis paa, at Koncerten ikke havde kunnet opholde ham saa længe. Aftensmaden var allerede paa Bordet, da han traadte ind.
»Det var fortræffeligt,« sagde han, idet han satte sig ved Bordet. »Husker De, hvad Darwin siger om Musik? Han paastaar, at Evnen til at frembringe og nyde den har været til Stede hos Mennesket, endnu før Taleevnen har udviklet sig.«
