57
»Det var ellers en temmelig dristig Ide,« bemærkede jeg.
»Ja, ens Ideer maa nu engang være lige saa dristige som Naturen, naar de skal forklare Naturen,« svarede han. »Men hvad er der i Vejen med Dem? De ser jo ikke ud, som De plejer — er det denne Brixton Road Affære, der har taget saa stærkt paa Dem?«
»Ja, det er, naar jeg skal være ganske ærlig,« sagde jeg, »skønt efter mine afghanske Erfaringer burde jeg jo rigtignok være mere hærdet mod den Slags Anfald. Jeg saa dog ved Maiwand mine Kammerater blive huggede i Smaastykker, uden at det tog meget paa mine Nerver.«
»Ja, jeg forstaar nok, hvorledes det hænger sammen; her er noget gaadefuldt bag ved, som ophidser Fantasien — hvor der ingen Fantasi er, der er heller ingen Rædsel. Har De set Aftenaviserne?«
»Hvorfor?«
»Se engang dette Avertissement,« svarede han. »Jeg sendte straks et ligelydende til alle Bladene i Formiddags, umiddelbart efter at vi havde været i Brixton Road.«
Han kastede Avisen over til mig, og jeg saa efter paa det Sted, hvor han havde peget. Det var den allerøverste Bekendtgørelse i Spalten med »Fundne Sager«. »I Brixton Road,« stod der, »er der i Morges funden en glat Vielsesring paa Strækningen mellem Værtshuset »Hvide Hjerte« og Holland Grove; Ejeren behage at henvende sig til Dr. Watson, 221 B, Baker Street, mellem Kl. 8 og 9 i Aften.«
»De undskylder nok, at jeg har taget mig den Frihed at benytte mig af Deres Navn,« sagde han.
