58
»Hvis jeg brugte mit eget, er jeg bange for, at nogle af disse Kvæghoveder vilde genkende det og faa Lyst til at blande sig i Sagen.«
»Det er mig en stor Fornøjelse at kunne være Dem til Nytte,« sagde jeg; »men sæt nu, at der kommer nogen efter Ringen? — jeg har jo ingen Ring.«
»Jo, vist har De saa,« sagde han og rakte mig en. »Denne her kan godt gælde for den rigtige, den er næsten Magen til den anden.«
»Men hvem tror De nu vil lade sig lokke herhid af dette Avertissement?«
»Nu — Manden i den brune Kappe, vor rødmossede Ven med de firkantede Støvlenæser, og kommer han ikke selv, vil han nok sende en af sine fortrolige.«
»Tror De ikke, han vil anse det for altfor farligt?«
»Nej, paa ingen Maade; dersom mit Syn paa Sagen er korrekt, og det har jeg al mulig Grund til at tro, da vil Manden hellere vove alt, hvad det saa skal være, end miste Ringen. Efter hvad jeg antager, har han tabt den, medens han stod og bøjede sig over Drebbers Lig, og har ikke savnet den straks. Men efter at han har forladt Huset, har han opdaget, at den var borte, og har saa skyndt sig tilbage, men allerede fundet Politiet i Besiddelse af Huset paa Grund af hans egen Dumhed at lade Lyset staa og brænde i Vinduet. Han maatte da spille døddrukken for at bortlede den Mistanke, der ellers vilde opstaa ved hans Nærværelse ved Laagen. Sæt nu Dem selv i denne Mands Sted. Efter senere at have tænkt over Sagen, maa det jo være faldet ham ind, at der var Mulighed for, han havde tabt Ringen
