60
Overlad Resten til mig og gør ham blot ikke mistænksom ved at se for stift paa ham.«
»Ja, nu er Klokken otte,« sagde jeg og saa paa mit Uhr.
»Det vil vist heller ikke vare mange Minutter før Manden er her. Lad os faa Døren aabnet paa Klem og faa Nøglen sat indvendig, Tak skal De have, Nu husker De nok — naa, der har vi nok vor Mand, antager jeg.«
Der hørtes en skarp Ringen paa Klokken; Sherlock Holmes rejste sig lydløst og flyttede sin Stol hen i Nærheden af Døren, vi hørte Tjenestepigen gaa igennem Korridoren og Laasens Klikken, idet hun aabnede Gadedøren.
»Er det her Dr. Watson bor?« lød det fra en noget hæs Røst. Vi kunde ikke høre Tjenestepigens Svar, men Døren blev lukket, og der var nogen, som begyndte at gaa op ad Trappen. Fodtrinene lød saa løjerlig ubestemte og famlende. Et skuffet og overrasket Udtryk gled over min Kammerats Ansigt, idet han lyttede. Trinene kom langsomt hen ad vor Korridor, og derefter hørtes en sagte Banken paa Døren.
»Kom ind!« raabte jeg.
I Stedet for Voldsmanden, som vi havde ventet at se, kom en meget gammel og rynket Kælling humpende ind i Værelset. Det lod til, at hun blev blændet ved det stærke Lys, hun pludselig kom ind til, og efter at have gjordt et Kniks for os blev hun staaende og blinkede med de hornagtige Øjne, medens hun med de svage rystende Fingre famlede omkring i sin Lomme. Jeg skottede hen til Sherlock Holmes — hans Ansigt havde antaget et saa forbavset
