62
saamænd, Tom, saa længe han er paa Søen, og der er ingen af Selskabets Stewarter, der er mere estimeret; men naar han kommer i Land — ja, det gi de Kvindfolk og saa den Whisky — dem kan han ikke holde sig fra, og —«
»Her er Deres Ring, Mrs. Sawyer,« afbrød jeg hende paa et Tegn fra min Kammeret: »det er jo temmelig sikkert, at den tilhører Deres Datter, og det glæder mig, at jeg har haft Lejlighed til at skaffe den til Veje igen.«
Med mange Velsignelser og Taknemlighedsytringer stak den gamle Ringen i Lommen og stavrede ned ad Trappen. I samme Øjeblik hun havde lukket Døren, sprang Sherlock Holmes op og styrtede ind i sit Værelse. Nogle faa Sekunder efter kom han tilbage, indhyllet i en lang Ulster og med Kraven oppe om Ørene. »Jeg følger efter hende,« sagde han hastig; »hun maa være en Medskyldig og vil kunne vise mig Vej til ham. Bliv her, til jeg kommer igen.«
Gadedøren var næppe slaaet i efter vor Gæst, før Holmes var nede ad Trapperne. Jeg gik hen til Vinduet og kunde herfra se hende stavre langsomt og besværligt af Sted paa Fortovet lige over for, medens hendes Forfølger fulgte hende i nogen Afstand. »Enten er hans Formodninger splittergale, eller ogsaa vil han nu blive ført lige ind i Mysteriet,« tænkte jeg ved mig selv. Han havde ikke behøvet at bede mig om at sidde oppe, til han kom hjem; thi jeg følte tydeligt, at der ikke kunde være Tale om nogen Søvn, før jeg havde faaet Resultaterne af hans Eventyr at vide.
Klokken var lige ved ni, da han tog af Sted. Jeg havde ingen Ide om, hvor længe det kunde
