70
af Ængstelse over min Kammerats udtryksfulde Ansigt.
»Mener De, at De er kommen paa det rigtige Spor?« spurgte kan.
»Det rigtige Spor! Nej, ved De, hvad vi har, Sir? vi har den rigtige Mand under Laas og Lukke«.
»Og hans Navn er?«
»Hans Navn er Arthur Charpentier, Underløjtnant paa hendes Majestæts Flaade!« udbrød Gregson pompøst, idet han gned sine fede Hænder og derefter slog sig for Brystet.
Der undslap Sherlock Holmes et Lettelsens Suk, og han begyndte at smile.
»Værs'god og tag Dem en Stol og prøv en af disse Cigarer,« sagde han, »vi er meget nysgerrige efter at vide, hvorledes De er kommen efter det. Vil De ikke have noget Whisky og Vand?«
»Nej, jeg tror ikke, det gaar an,« svarede Opdageren, »de frygtelige Anstrengelser, som jeg har maattet udfolde de sidste Par Dage, har fuldstændig udmattet mig. Det er ikke saa meget den legemlige Anstrengelse, forstaar De, som Tankearbejdet. Det kan De nok sætte Dem ind i, Mr. Sherlock Holmes, for vi arbejder jo begge to med Hjernen.«
»Aah, De gør mig altfor megen Ære,« sagde Holmes højtidelig. »Men lad os høre, hvorledes De er kommen til dette tilfredsstillende Resultat?«
Opdageren satte sig tilrette i en Lænestol og begyndte velbehagelig at udsende Røgskyer fra Cigaren; men saa paa een Gang brød han ud i en skadefro Latter.
»Det grinagtigste af det hele er, udbrød han, »at det Fæ til Lestrade, der mener om sig selv, at han er saa Fandens snu, er slaaet ind paa et rent
