72
af den og den Størrelse og det og det Udseende. Han saa sine Bøger igennem og traf ogsaa snart paa det. Han havde sendt Hatten til en Mr. Drebber, der den Gang boede i Madame Charpentiers Pensionat, Torquay Terrace. Se, saaledes fik jeg fat i hans Adresse.«
»Snildt — meget snildt!« mumlede Sherlock Holmes.
»Dernæst begav jeg mig hen til Madame Charpentier,« fortsatte Opdageren. »Jeg lagde straks Mærke til, at hun var meget bleg og bedrøvet. Hendes Datter befandt sig ogsaa i Værelset — en usædvanlig smuk Pige for Resten, hun saa ligeledes meget bedrøvet ud, hendes Øjne var ganske forgrædte, og hendes Læber dirrede, da jeg begyndte at tale til hende. Dette undgik naturligvis ikke min Opmærksomhed, og jeg begyndte at ane, at her var Ugler i Mosen. De kender nok den Følelse, man har, naar man kommer ind paa det rigtige Spor, Mr. Sherlock Holmes — ligesom en Kildren gennem alle Nerver. »Har De hørt om Deres sidste Logerendes, Mr. Enoch J. Drebbers gaadefulde Død?« spurgte jeg uden nogen Indledning.
Moderen nikkede; det saa ud, som om hun ikke var i Stand til at faa et eneste hørligt Ord frem. Datteren brast i Graad, og nu var jeg end mere vis paa, at disse Mennesker kendte noget til Sagen.«
Hvad var Klokken omtrent, da Mr. Drebber forlod Dem for at køre til Stationen?« spurgte jeg.
»Den var bestemt otte,« svarede hun, idet hun gispede for at tvinge Graaden tilbage. »Hans Sekretær, Mr. Stangerson, sagde, at der gik to Tog —
