73
et Kl. 9.15 og et andet Kl. 11, og saa bestemte han sig til at tage med det første.«
»Og var det saa det allersidste, De saa til ham?«
»Konens Ansigt undergik en frygtelig Forvandling, da jeg gjorde hende dette Spøgsmaal, det blev helt askegraat, og det varede nogle Sekunder, før hun kunde faa Svaret frem, og det var endda kun det ene Ord »Ja«, som hun fremtvang i en hæs, unaturlig Tone.«
»Nu blev der en trykkende Tavshed i nogle Øjeblikke, indtil Datteren tog Ordet og med rolig, klar Stemme sagde:
»Der kan aldrig komme noget godt ud af at give en saadan falsk Forklaring, Moder; lad os tale aabent og ærligt til denne Herre; vi saa jo Mr. Drebber igen.«
»Aah, Gud forlade Dig, hvad er det, Du har gjort!« udbrød Madame Charpentier, idet hun slog Hænderne sammen og sank tilbage i Stolen — »nu har Du jo taget Livet af din gode Broder!«
»Arthur vil dog hellere dø end have, at vi skal sige Usandhed,« svarede den unge Pige med Fasthed.
»Ja, nu gør De bedst i at komme frem med hele Sandheden,« sagde jeg, »halv Fortrolighed er værre end slet ikke. Desuden ved De jo slet ikke, hvor meget vi kender af Sagen.«
»Det kommer over dit Hoved, Alice!« raabte Moderen; derefter vendte hun sig til mig og sagde: »Nu skal jeg fortælle Dem det altsammen, Sir. De maa endelig ikke tro, at min store Sindsbevægelse og Skræk for at faa min Søn indblandet i denne Sag skriver sig fra, at jeg er bange for, at han
