74
skulde have haft noget at gøre med det skrækkelige Mord; nej, det er han fuldstændig uskyldig i. Det, jeg er saa angest for, er, at han i Deres og i andres Øjne skulde komme til at se ud, som skyldig. Men skyldig kan han ikke være, det er umuligt; baade hans prægtige Karakter, hans Livsstilling, hans tidligere Opførsel — alt, forbyder det.«
»Ja, De gør i alle Tilfælder bedst i at komme frem med alt det, De ved,« svarede jeg, »og De kan stole paa, at hvis Deres Søn er uskyldig, saa vil han heller ikke komme i nogen Forlegenhed.«
»Saa er det vidst bedst, at Du gaar ud og lader os være ene to, Alice,« sagde Moderen, hvorpaa Datteren trak sig tilbage. »Nu Sir,« sagde hun, da vi var bleven ene, »jeg havde slet ikke haft i Sinde at fortælle Dem alt dette; men efter som min stakkels Datter har røbet det, saa er jeg jo nødt til det. Og da jeg nu engang har besluttet mig til at aabenbare Dem det, vil jeg heller ikke fortie en eneste Omstændighed.«
»Det er ogsaa det klogeste for Dem,« sagde jeg.
»Mr. Drebber har boet hos os i omtrent tre Uger; han og hans Sekretær, Mr. Stangerson, havde før de kom hertil, rejst omkring i det øvrige Europa; jeg lagde saaledes Mærke til, at der paa en af deres Kufferter sad en Seddel med Navnet »København« paa, og paa en anden stod der »Dresden«. Stangerson var en stille, tilbageholden Herre; men Mr. Drebber var desværre alt andet; han var meget raa i sine Manerer og brutal i sin Opførsel. Samme Aften, han kom hertil, blev han helt beruset, og under Resten af sit Ophold her var han meget sjælden ædru efter Kl. 12 om Formiddagen. Hans Optræden over for Tjenestepigerne var altid meget fri,
