75
ja, jeg kan godt sige upassende, og det værste af det hele var, at han ogsaa snart viste sig paa samme Maade over for min Datter, Alice. Han tiltalte hende meget ofte paa en Maade, som hun heldigvis er for uskyldig til at forstaa, og en Gang greb han endogsaa fat i hende og vilde omfavne hende — en Raahed, der fik selv hans egen Sekretær til at træde op imod ham med Bebrejdelser og Dadel.«
»Men hvorfor fandt De Dem i alt det?« spurgte jeg, »De kan jo dog vel komme af med Deres Pensionærer, saa snart De selv ønsker det.«
Madame Charpentiere rødmede ved denne lidt nærgaaende Bemærkning. »Ja, aah Gud give at jeg havde skilt mig af med ham den første Dag, han kom,« sagde hun; »men Fristelsen til at beholde dem var saa stor, for de betalte et Pund om Dagen for deres Ophold — fjorten Pund om Ugen, og det var netop i den allersløjeste Tid, de kom. Jeg er Enke, maa De huske paa, og min Dreng, som har gaaet Kadetskolen igennem, har kostet mig meget, derfor vilde jeg nødig undvære disse Penge. Jeg handlede efter min bedste Overbevisning; men til sidst blev det mig dog for meget, og da han havde opført sig over for min Datter, saaledes som jeg har fortalt Dem, sagde jeg ham op. Det var Grunden til, at han skulde rejse.«
»Nu — og saa videre.«
»Det var med et let Hjerte, jeg saa ham køre bort. Min Søn har netop Orlov for Tiden; men jeg havde ikke sagt ham et Ord om dette, for han er meget hidsig af Naturen, og han holder saa ubeskrivelig meget af sin Søster. Da jeg lukkede Døren efter dem, var det, som om der faldt en Sten fra mit Hjerte! men ak! der var neppe gaaet en Time,
