76
før det ringede paa Klokken, og Tjenestepigen sagde, at Mr. Drebber var kommen tilbage. Han var meget ophidset og dertil tydelig beruset. Han brød halvt med Magt ind i Dagligstuen, hvor jeg sad med min Datter, og gjorde en eller anden menigsløs Bemærknig om, at han var kommen for sent til Toget. Derefter vendte han sig til Alice og foreslog hende i min Nærværelse, at hun skulde rejse bort med ham. »De er jo myndig,« sagde han, »saa der er ingen, der kan holde Dem tilbage. Jeg har Penge nok, saa De skal faa det meget bedre, end De har det herhjemme, bryd Dem bare aldrig om den gamle Kælling der, men følg med mig lige straks, saa skal De komme til at leve som en Prinsesse.«
»Den stakkels Alice blev forfærdelig elendig ved dette her og vilde gaa ud for at slippe fri for ham; men han greb hende om Haandledet og forsøgte at trække hende med sig hen imod Døren, da begyndte jeg at skrige, og ved mit Skrig kom min Søn Arthur til. Hvad der nu skete, kan jeg ikke gøre Rede for, jeg hørte Eder og rasende Udbrud og derefter en forvirret Støj af Slagsmaal; men jeg var altfor forskrækket til at turde se op. Da der endelig blev mere Ro, og jeg dristede mig til at løfte Hovedet, saa jeg Arthur staa i Døren og svinge med en Stok, som han havde i Haanden. Med en hjertelig Latter sagde han: »Ja, nu tror jeg nok, at vi for Fremtiden vil faa Fred for den pæne Herre; men jeg vil dog gaa bag efter ham for at se, »hvad han nu vil foretage sig«. Med disse Ord tog han sin Hat og for af Sted ned ad Gaden. Næste Morgen var det, at vi hørte om Mr. Drebbers gaadefulde Død.« —
