77
»Hele denne Redegørelse blev afgivet med mange Gisp og Pavser; flere Gange sænkede Madame Charpentier endogsaa Stemmen saa dybt, at jeg næppe kande høre, hvad hun sagde. Imidlertid nedskrev jeg alt, hvad hun havde meddelt, for at der ikke skulde finde nogen Misforstaaelse Sted.«
»Dette her er jo overmaade spændende,« sagde Sherlock Holmes med en dyb Gaben. — »Naa, hvad skete der saa videre?«
»Da Madam Charpentier havde endt sin Forklaring,« fortsatte Opdageren, »indsaa jeg straks, at hele Sagen nu drejede sig om et eneste Punkt. Jeg fæstede Blikket paa hende og det paa en Maade, som jeg altid har funden særdeles virksom, naar jeg havde med Kvinder at gøre, og spurgte hende saa, hvad Tid hendes Søn var kommen tilbage.«
»Det ved jeg ikke,« svarede hun.
»Hvad — ved De det ikke?«
»Nej, han har sin egen Smæklaasnøgle og lukker altid sig selv ind.«
»Var det efter, at De var gaaet i Seng?«
»Ja.«
»Hvornaar gik De i Seng?«
»Omtrent Kl. 11.«
»Saa var Deres Søn altsaa borte mindst i to Timer?«
»Ja.«
»Maaske i fire — fem?«
»Ja.«
»Hvad har han saa taget sig for i al den Tid?«
»Det ved jeg slet ikke,« sagde hun og blev aldeles dødbleg.
»Efter dette havde jeg naturligvis ikke mere at gøre der. Jeg skaffede mig Underretning om,
