16
At giøre vore Brødre mere ulykkelige end de ere, ved at lære dem at kiende deres Vilkaar, at oplyse dem om deres menneskelige Rettigheder, og derved friste dem til at forsvare sig i dem; at være Oprørere, Roligheds Forstyrrere, Stiftere til den største Lande-Ulykke, som er Folkets Uenighed med sig selv — Hvo gyser ikke ved denne Tanke? Var dette en Følge, en uudeblivelig Følge af Oplysningen, saa kunde man have Aarsag til at frygte: og var der Aarsag til Frygt, var det bedst at krybe i Hulen med Elias[1].
Men hvad er det vores Opmærksomhed skal gaae ud paa? Er det andet end den uskyldige, den sande og velgiørende Oplysning. Det er ikke Overtalelse for Indbildningskraften, ikke Opfordring til en blind Samvittighed, ikke det der pirrer Lidenskaberne. Det er Oplysning om Gud, om hans algode Plan, om Menneskets Bestemmelse, dets Rettigheder og Pligter; jeg igientager det: Rettigheder og Pligter, som for hver Stand, hvert Menneske staae i saa retfærdig en Ligevægt mod hinanden. Vi spørge nu alene: Er der ved denne Oplysning noget Ondt eller noget Godt? Og vi tabe Vægtskaalen af Hænderne, saasnart vi prøve, og strax erfare, at enhver Sandheds Udvikling for hvert Menneske giver dette Udslag: Herre jeg er ringere end alle de Miskundheder og al den Trofasthed du beviser dine Tienere[2].
Saadan en salig Erkiendelse, den skulde vi dølge af Frygt, af øm Frygt, for at den vilde be-
