17
drøve vore Brødre, af forsigtig Frygt for at den vilde give Selvraadighed baade Mod og Vaaben! O Nei! det er ved at føle sit Selvværd, den Elændige oplives og giøres virksom, det er ved at indsee sin naturlige Forpligtelse, den Vilde bedst tæmmes. Nei mine Brødre! at legge et Slør over disse Sandheder, det er at berøve vore Brødre deres Lyksalighed, og at sætte dem ud af Stand til at forarbeide den. Og hvad Onde kan lignes ved dette? Hvad Synd veier mod denne? Er det en hellig Sætning: At vi ikke maae giøre Ondt, at der kan komme Godt af[1]; saa lærer Grunden hertil gandske tydelig, at vi bør giøre Godt, hvor og naar vi kan, og overlade Guds bestyrende Forsyn Udfaldet.
Følgerne af Oplysningen kan heller ikke være saa befrygtelige, at vore Brødre derved skulde mismodiges. Vi have neppe Aarsag at rose os saa meget af vore lykkeligere Vilkaar, der tilmaale os et Skingode for det sande. Ære, Magt, Formue, hvor lette flyve disse Ord, mod Rolighed, en god Samvittighed og Nøisomhed. Alle Ting borge vi af dem, vi kalde fattige og elendige Hænder, Fødder, Øie, Styrke. Det eneste Vederlag, Opdragelse har givet os, (om den og har givet os det) er et modnere Brug af Sielens Kræfter. Giv Bonden det samme, og lad ham lære at kiende sig selv som Naturens lykkelige Barn, og han foragter de andre Stænders Flitterguld, han bytter ikke. Han vil erkiende deres søvneløse Nætter, deres Opmærksomhed, deres Ansvar for hans Bedste; hans
- ↑ Rom. 3, 8.
