18
Selvværd vil giøre ham hans Pligter vigtige, og snart vil han erfare, at det er disses Opfyldelse, der giør ham æret, elsket og tilbringer ham Livets Gode.
Hvorfor have vi da mindre Grund til at haabe end at frygte? Er det ikke Kald til Haabet, at vi vide: kan og vil Gud endog af det Onde vende Alting til det Bedste; saa meget mere skal han krone sine Menneskers dydige og kierlige Bestræbelser, og da skal vi først, som Deeltagende i vore Brødres Fremme, kunne frydeligen sige: han giorde det vel altsammen[1].
b) Men har jeg end maattet forsvare Oplysningens Haab, mere med jordiske end himmelske Grunde: mere med at vise vore Brødres Lykke derved i Tiden end i Evigheden; det er skeet, fordi Tvivlsmaalet antaster den gode Sag fra denne Side. Og hvo tvivler et Øieblik paa, at jo Oplysningen er Sæden til Dyden, og Dyden er Lyksaligheden baade for Tid og Evighed.
Vi kan derfor ikke, fordi vi ere aandelige Arbeidere sige: Hvad kommer det os ved?
Forsynet, der dannede evige Tilværelser for sine jordiske Dyrkere, har sat et saare ukiendeligt Skiel imellem Tid og Evighed for vore Siele. Han, som beredte os Plads hisset, paa ham ere vi lagte af Moders Liv her[2]. Han vor Gud er den uforanderlige Gode, der lader Alting i Tid og Evighed sammenvirke under et Forsyn.
Hvad er da den Forskiel, vi giøre paa Himmel og Jord, paa vor timelige og evige Lyksalighed?
