19
Jorden maae jo være Værkstedet for Himmelens Borgere, Staterne for Religionen; med den staae og falde de.
Kunde vi da giøre vore Brødre aandelig lykkelige, uden at deres timelige Lyksalighed jo derved ogsaa fremmes? Kunde vi arbeide paa deres Siele, uden at de jo allerede her skulle finde en Forsmag paa den Lyksalighed, Kundskab og Haab, Dyd og Sædelighed frembringer. — Lad os kun udbrede Religionen, men lære den virksomme og giørlige eller den sande Religion: om vore Hensigter ikkun ere aandelige, Virkningen vil tillige blive legemlig lyksalig. Vi sige derfor ikke: det er ei vort Kald; det, der giorde Jesum ivrig, var, at Galilæerne vare som Faar uden Hyrde.
Ved Sindbilledet af Hyrde, forestilles i Østen enten Fyrster eller Lærere. Lad hine Jordens Ophøiede bære den Omsorg for Herrens Hiord, ved borgerlige Indretninger og Love at understøtte og retfærdiggiøre vort Embede, vi blive dog Arbeiderne; og hvilken Stand kunde og burde bedre være det i Oplysningen.
Vores Opdragelse under oplyste, erfarne og offentlig prøvede Lærere, maae dog altid kunne giøre vor Dømmekraft, vore Læregaver dygtigere, end dem man søger ved Flyveblade. Øvelse kan ikke mangle, Kald og Ansvar ere Hverdags Vækkere. Og jeg siger ikke for meget, vore Menigheders Fortroelighed berettiger os til at adsprede Fornuftens Taager og udvikle Hiertets skiulte Vraaer, ved et jevnlig og altid velgiørende Lys.
