20
Hæld os, mine Brødre! Ere vi vor Menigheds Raad, have vi vundet deres Tillid; men Vee os, dersom vi misbruge den, eller bruge den ikke.
Da er vor Ligegyldighed allerede nok til at giøre vore Betroede mistænkelige mod de bedste Raad. Og hvor meget mere, dersom vi ryste paa Hovederne, giøre Sagen betænkelig. De bedste Planer vil da mislykkes, og Jesus klage: Arbeiderne ere faa. Derimod ere vi Guds, saa blive vi og en god, en velindrettet Stats heldigste Medarbeidere. Og hvor raaber da ikke vort Fædreneland, vore Brødre til os: Nu er den beleilige Tid, nu er Lyksalighedens Dag. Derfor hastede Jesus: Beder Høstens Herre, som det lyder i Texten, at han udsender Arbeidere til sin Høst. Det kan derfor langt fra ikke hede:
c) Det er Tidsnok, vi vil oppebie Guds nærmere Time.
Skal vi giøre alt det Gode, vi kan, den Stund vi have Tid, da maae vi vist nok ikke udsætte Tiden. Vi vide ikke, hvad der skal skee i Morgen[1]; og Brødre, hvad er eders Liv! Skal vore Bestræbelser hente al sin Hæld og Velsignelse heroven ned fra Lysenes Fader; saa tilkommer det ikke os, at bestemme Tiden, som Faderen har sat i sin egen Haand. Maaskee, naar vi ivrigst bede, meest vente, Guds Time, det beleiligste Øieblik for det Heele, er endnu ikke kommen. Og maaskee, slaae vi os til Rolighed, han vil komme og finde os sovende. Vaager derfor, thi I vide ikke Timen, naar Herren kommer[2].
