24
Gierninger. — Men det beroer paa Menneskene, især Sandhedens Vidner, at den rette Ledesnor aldrig tabes ganske af Sigte. Bør da ikke de, som ere kaldte til at vaage over den Reenhed og Rethed, være aarvaagne. Bør ikke vi være ligesaa flittige, som hine Aarvaagne, til at fremlokke Lyset i Hytterne, som blændes og omtvistes paa Talestolen.
Det vilde være overflødigt her at udmærke vort Arbeide. Min Tale skulde være Opvækkelse og ikke Underviisning. Tillader derfor, at jeg alene pæger paa de Gienstande, som vore Dage anvise os Arbeide paa: Det er Religionen og Kirkens Indlemmede.
a) Det er Religionens, den himmelske Sandheds Varetægt mod Lidenskabernes Fralokkelse, og Fornuftens selvkloge Tvivl.
Religionen er noksom befæstet. Det var en Skam, skulde vi endnu behøve Undergierninger, Aander og Syner, for at tilfredsstille, ikke vor oprigtige Sandheds Kierlighed, men vor Indbildningskraft. Vi vaage derfor over denne guddommelige Aabenbaring, som saa oplyser og tilfredsstiller Sandhedsforskere; men vi vaage ikke med Bandstraalen i Haanden eller med Bitterhed, ikke med Særsindighed i Ord og ubetydelige Meninger. Seieren bliver dog altid Sandhedens. Men hvor megen Tillid af Menneskene taber den ikke, ved vor myndige Paastaaenhed? Dog maae vi heller ikke være saa troeskyldige, at alt nyt glimrer for os. Da Menneskene sædvanlig ere yderlige, holder Sandheden gierne Middelveien, og derfor bestaaer altid.
