25
Lige galt er det, at tilbede de gamle Meninger saaledes, at vi fordømme al Oplysning, fordi den er nye; derved standser Lyset, derved foragtes vi — og vort Embede. Men ligesaa galt er det, at opgrave Fritænkerens Urne, for at krone hans Hoved med Egeblade: derved giøre vi os ikkun mistænkte for en Letsindighed, der ikke prøver alle Ting, og udvælger det Bedste. Store Gamaliel! din Sindighed være os alle et Exempel! din Lære være os en Regel! Menneskenes Handel falder hen af sig selv; men Guds Handel kan vi ikke tilintetgiøre[1].
Men denne Sindighed maae ikke udklække Efterladenhed, vi maae ikke være lade, hvor Flittighed udkræves[2]. Religionen er som Sæden: den skal saaes, saaes i Menneskenes Forstand og Hierte, skal den velsignes.
b) Her have vi altsaa i Religionens og Sandhedens Ærende at arbeide paa dens Indlemmede, Gamle og Unge.
De Gamles Overtroe, (ja at jeg og i Bondestanden kan opgive Vantroe) deres fordærvede Meninger, Fabler, Sædvane og det Hang, de have til ikke at bære sig anderledes ad end deres Fædre, det maae vist nok udryddes, men med Varsomhed, da der er meget Godt deri, naar det bliver ret anviist, men luger man lige for Haanden, oprykker man Hveden med Klinten, og da bliver det Vantroe imod alt.
Hvorledes vi skal giøre det, udfordrer ligesaa megen Eftertanke. Vore offentlige Taler — ja møiefulde Taler, ved at jage fra Kirke til Kirke,
