110
Och bröllopet varade i dagarne tre,
Men inte ville Bruden på sin brudegumme se
Under tiden.
Haf tack min hjärtans flicka för din uppriktighed,
För nu så har jag seglat sjutusen milars väg
Under tiden.
Och jungfrun hon somnade i Rosendals famn,
Så att hon inte vaknade förrän i Engeland
Under tiden.[1]
Og han græd, og hun græd, hver Gang hun sang det sidste Vers, og de svor hinanden tusinde Eder, og de lo gennem Taarerne.
Men Mo'r Berg kunde ikke med blide Øjne sé paa, at hendes Jan Nils giftede sig med en fattig Pige, og da hun derfor syntes, at Forholdet havde varet længe nok til at kunne blive farligt, saa sagde hun en smuk Dag til Karin, at hun maatte flytte. Og saa kom Karin hjem igen til sin Moder, som boede i Husmandsstedet paa den anden Side af Skoven. Hendes Fader var død, mens hun tjente hos Bergs.
Karin sørgede imidlertid ikke over det. Hun var saa vis paa, at Jan vilde være hende tro, og om Sommeraftenerne traf de altid hinanden ved den store Sten, som laa under de høje Graner midt
- ↑ Denne hidtil utrykte Vise er af Forfatteren gengivet, som han har fundet den i Folkemunde. Melodien dertil er højst simpel, tung og melankolsk.
O. A.
